HISTORIEN I ORD

Ved fejringen af Holmekrogens Grundeejerforenings 50 års fødselsdag den 28. oktober 2010 fortalte Kjeld Hansen, som var den første, der flyttede ind i Holmekrogen (forkortet/redigeret):


VELRENOMMERET ENTREPRENØR

Bebyggelsen - omfattende 29 rækkehuse og Varmecentralen - er et såkaldt Johan Christensen-byggeri. Bag betegnelsen gemmer sig det nu hedengangne entreprenørfirma Johan Christensen & Søn (JC&S). Et efter datidens forhold stort og velrenommeret firma - ikke mindst takket være den høje kvalitet, der prægede firmaets type- og rækkehuse i området.

Firmaet var nærmest, hvad man i dag kalder en "developer", for hvilket det drejer sig om at finde et stykke jord, udarbejde byggeplaner, få dem godkendt - og hurtigst muligt komme i gang med salget. I 50'erne havde JC&S mange projekter - bl.a. Kulsvierparken i Brede, Åbrinken i Virum, Sorgenfrivænge m.fl. Holmekrogen blev endnu et projekt i denne perlerække.


FRA LANDBRUGSJORD TIL RÆKKEHUSE

I begyndelsen af 50'erne lå her det sidste, tilbageværende stykke jord fra den gamle landbrugsejendom Holmegården.

Kun hovedbygningen, der lå i bunden af jordstykket, hvor vejen i dag danner en bue, var tilbage. Tilkørslen skete fra Kongevejen gennem en stor allé, hvoraf en rest endnu står tilbage imellem transformatorstationen og de gule 2-etagers rækkehuse.

I Holmegårdens hovedbygning boede enkefru Ellen Piper, som til JC&S solgte det grundstykke, der i dag udgør Holmekrogens Grundejerforenings område. Restarealet ud mod Kongevejen, herunder alléen, var fortsat fru Pipers og henlå som en lille æbleplantage. Hun solgte senere dette til benzinselsskabet Esso, der anlagde en selvbetjeningstankstation. Det blev hun ikke populær på. For der udgik en masse støj fra stedet, og det viste sig, at myndighedernes godkendelse forudsatte udkørsel alene til Holmekrogen. Heldigvis løb det ikke rundt for Esso, som solgte arealet, hvorefter rækkehusene nr. 22-34 opførtes.


PROJEKTSALG I 50'ERNE

Holmekrogsprojektet blev udbudt til salg i 1957-1958 gennem salgskontoret på Rådhuspladsen, før der overhovedet var stukket en spade i jorden. Købene blev indgået alene pga. tegninger og beskrivelser - i tillid til JC&S' gode renommé.

Selv skrev jeg slutsedlen under den 30. april 1958. I papirerne stod, at vi kunne forvente indflytning inden udgangen af 1958. Men der skulle gå ganske lang tid, før min familie og jeg kunne flytte ind i Holmekrogen 25 - den 12. oktober 1959.


GODE ØKONOMISKE VILKÅR

Husene blev solgt til fast pris 91.000 kr. Det indebar, at prisen ikke kunne reguleres uanset prisudviklingen. Så det var nok sidste gang, JC&S solgte på disse vilkår, for netop på den tid satte fænomenet "inflation" hårdt ind. Derfor kan det næppe undre, at JC&S midt i projektet tilbød alle købere 5.000 kr. hver, hvis vi ville gå med til at annullere slutsedlen og lade handelen gå tilbage. Men det var der naturligvis ingen, der ville. 

Udbetalingen var 16.500 kr. Resten finansieredes ved lån, bl.a. et 6% privatlån hos Fru Piper, som for øvrigt selv flyttede ind i nr. 27 og blev min første nabo.

Til gengæld blev jeg gerne belønnet med en cigar - nok mest fordi, jeg var flink til at rydde fru Pipers del af stien for sne.

Flere af os var lønmodtagere og omfattet af "automatisk dyrtidsregulering", hvor lønnen steg i takt med prisudviklingen, mens terminsydelserne var faste. På den måde var vi, den første generation i Holmekrogen, meget privilegerede.


NYBYGGERE I PLØRE OG ÆLTE

Da jeg flyttede ind i nr. 25 i oktober 1959, var Holmekrogen stadig én stor, rodet og pløret byggeplads, så det var nødvendigt at udlægge brædder blot for at komme nogenlunde tørskoet ind i huset.

Men da indflytningen først var i gang, gik det rapt - husene blev færdiggjort med ca. en uges mellemrum.

Hvem var det så, der flyttede ind i det nye byggeri? 
Alt overvejende var det unge familier, der ønskede mere plads og rammer, hvor børnene trygt kunne færdes. Eksempelvis ejede kun få af os en bil - slet ingen havde to - og bilerne stillede man da i garagen om natten, det var huset jo bygget til. I det hele taget var trafikken ikke særlig intens dengang, fx var det nu om stunder så travle kryds Kongevejen/Skodsborgvej-Frederiksdalsvej end ikke lysreguleret.


MINDEVÆRDIGE BEBOERE

Vi var 29, der startede nybyggertilværelsen i Holmekrogen i 50'erne og 60'erne, og i erindringen trænger enkelte sig på:

  • Ellen Piper i nr. 27 - som sad og tronede værdigt bag sit mahogniskrivebord, når vi mødte op for at betale termin.
  • Familien Lauest i nr. 29 - fabrikanten bag Mayo mayonnaise, og hvis børn var en "holy terror" i kvarteret.
  • Erik Kofoed i nr. 33 - jurist og noget så sjældent som Dispacheur. Senere professor Per Søltoft, der fik en plads opkaldt efter sig på DTU.
  • Niels Barlebo i nr. 37 - landsretssagfører og den første formand for grundejerforeningen.
  • Peter Collin - arkitekt, der af rent æstetiske grunde foranledigede, at den oprindeligt tænkte dør fra stue til have udførtes som en kæmpedør i fuld vinduesbredde.
  • Jørgen Pedersen i nr. 47 - civilingeniør og en af Danmarks førende akustikere, om hvem det forlyder, at han rådgav omkring Sidney-operaen.
  • Kay Kørbing i nr. 53 - arkitekten kendt for indretning og aptering af DFDS' store færger på Esbjerg-Harwich-ruten, bl.a. Winston Churchill.
  • Jens Hald i nr. 61 - den ene af to opfindere/opdagere af Antabus-pillen.
  • Hartmann Krogsgård i nr. 79 - reklamemand med succes. Fraflyttede, men flyttede siden ind i nr. 59. 
  • Pors Erichsen i nr. 83 - major ansat i FET, og som skuffede kvarterets børn ved som "spion" ikke at gå med skæg og blå briller.


Og så var der alle os andre, om hvem jeg blot vil sige:
Ingen nævnt - ingen glemt.